Znaider, Tamestit, Brantelid & Melnikov

Det bliver med garanti en helt særlig oplevelse, når fire solister på det absolutte verdensplan – to af dem danske – spiller kammermusik Beethoven, Schumann og Mahler i Glassalen. Her mødes russiske Alexander Melnikov og franske Antoine Tamestit med deres danske kolleger Nikolaj Znaider og Andreas Brantelid. De tre af musikerne lægger ud med Beethovens energiske trio for violin, bratsch og cello i c-mol, og senere får de følgeskab af klaveret i Schumanns populære klaverkvartet og Mahlers varme og melodiske sats for samme besætning. Et must for alle kammermusikfans! Gustav Mahler kender vi som symfoniker og komponist til sange med klaver eller orkester. Men i sin ungdom skrev han værker i mange andre genrer; han arbejdede bl.a. på hele tre operaer, som aldrig blev færdige, og han brændte eller kasserede massevis af nodeark med bl.a. kammermusikværker som klaverkvartetten i a-mol. Mahler var stadig teenager og førsteårsstuderende på konservatoriet i Wien, da han begyndte at skrive på kvartetten for violin, bratsch, cello og klaver. Mahler spillede selv klaverstemmen, da klaverkvartetten blev uropført på konservatoriet 10. juli 1876 – men måske var det ikke et helt færdigt værk, der blive spillet ved den lejlighed. Helt mirakuløst overlevede første sats – og 24 takter af en scherzo – under alle omstændigheder Mahlers nådesløse forsøg på at udslette sine ungdomsværker; manuskriptet dukkede op, og Mahlers kvartetsats blev igen spillet offentlig i 1964 – for første gang i 88 år. Schumanns klaverkvartet er et af de allermest poplære værker for besætningen – med god grund. Schumann var en komponist, som ofte arbejdede intenst og manisk med en enkelt genre i en afgrænset periode; mellem 1832 og 1839 skrev han næsten udelukkende klavermusik, 1840 var hans store lied-år med ikke færre end 138 færdiggjorte sange, i 1841 skrev han to symfonier – og 1842 var et kammermusikår. På kun en måned skrev Schumann kvartettens fire satser – og især celloen fik fine soloer undervejs, især i den smukke langsomme sats; sikkert en hilsen til amatørcellisten grev Matvei Weilhorskij, som Schumann tilegnede værket. Men det er helt tydeligt alligevel klaveret, der er i centrum – og det skyldes uden tvivl, at Schumann havde sin kone Clara og hendes brillante klaverspil i tankerne undervejs i arbejdet. Resultatet blev et helt igennem lyst, veloplagt og sprudlende stykke kammermusik. Koncerten begynder uden klaveret – med den sidste af Beethovens i alt fem trioer for violin, bratsch og cello, skrevet i 1797-98. Tonearten er c-mol – en toneart, som betyder noget helt særligt for Beethoven; det er her han kæmper de største kampe i sin musik, bl.a. i skæbnesymfonien, i sørgemarchen fra Eroica-symfonien og i både Pathétique-sonaten og den allersidste klaversonate op. 111. Men det er også i c-mol, at Beethoven skriver kammermusik som i strygetrioen, hvor han viser sit overlegne mesterskab i at få maksimalt udtryk ud af blot tre strygeinstrumenter – og han viser allerede som 27-28-årig, at han fuldstændig behersker de tre instrumenter, som han senere kommer til at skrive sine 16 strygekvartetter for. Der skulle kun en ekstra violin til. Fotos af Nikolaj Szeps-Znaider, Antoine Tamestit, Andreas Brantelid og Alexander Melnikov.

• ZnaiderTamestit, Brantelid & Melnikov