Del
Adresse
20 Emil Holms Kanal,
0999 København
Beskrivelse
Hvordan lyder musik, der ikke kan høres? Tre sangere bringer hver deres lydverden ind i musikforestillingen ’For Døve Ører’, der spænder fra pop over rock til klassisk musik. Før forestillingen kan du møde modtageren af Sonnings Musikpris 2023, slagtøjsfænomenet Evelyn Glennie, ved en eksklusiv artist talk. Billetten inkluderer en drink i DR Koncerthusets bar. OBS: Evelyn Glennie artist talk finder sted klokken 13.30 før musikforestillingen ‘For Døve Ører’ klokken 15.00. Kan man sanse musikkens vibrationer med kroppen, helt uden at bruge høresansen? Denne eftermiddag i DR Koncerthuset udforsker vi, hvad det vil sige at høre og lytte – dels gennem musikforestillingen For Døve Ører, og dels gennem et møde med dette års Sonning-musikprismodtager Evelyn Glennie, der trods manglende hørelse har udviklet sig til en af verdens førende slagtøjsspillere. I pausen mellem de to arrangementer byder vi på en øl, en vand eller et glas vin i DR Koncerthusets bar. For Døve Ører – en musikforestilling af OperaNord Musikforestillingen For Døve Ører af OperaNord tager dig med ind i kroppens resonansrum, hvor du ikke kun hører og mærker den musik, der møder dig, men også fornemmer den omverden, du er afskåret fra. Publikum udstyres med trådløse høretelefoner, og undervejs i forestillingen manipuleres lydopfattelsen, så du fx oplever nogle af de særlige overtoner, som ofte kan mærkes af hørehæmmede. Musikken til For Døve Ører er skabt af sopran Katinka Fogh Vindelev specielt til den 16-årige døvfødte pige Lova Heick og den 70-årige rocksanger Lotte Rømer, der er plaget af høretab og tinnitus. Desuden medvirker Sara Nigard Rosendal (slagtøj), Katrine Grarup Elbo (violin), Tine Rehling (harpe) og Julius Ditlevsen (fløjte). Artist talk med Evelyn Glennie – modtager af Léonie Sonnings Musikpris 2023 Inden forestillingen ’For Døve Ører’ inviterer Léonie Sonnings Musikfond til en eksklusiv ’Artist talk’ i Studie 2, hvor man kan komme tæt på slagtøjsfænomenet Evelyn Glennie som både musiker og menneske. Evelyn Glennie har på alle måder sprængt rammerne for, hvad vi traditionelt forstår ved en musiker. Hendes evne til at mærke musikken uden at kunne høre den, og til at udtrykke sig på alle typer slagtøjsinstrumenter er magisk for enhver, der oplever hende. Trods manglende hørelse har hun udviklet sig til en af verdens førende slagtøjsspillere, og senere i år modtager hun Léonie Sonnings Musikpris 2023 ved en stor priskoncert i DR Koncerthuset. Vært ved arrangementet er radiovært og musikformidler Benedikte Granvig, og undervejs vil Evelyn Glennie optræde med musikalske eksempler. Medvirkende: Evelyn Glennie (talk + percussion), Katinka Fogh Vindelev (sopran), Lova Heick (vokal), Lotte Rømer (vokal), Julius Ditlevsen (fløjte), Sara Nigard Rosendal (slagtøj), Katrine Grarup Elbo (violin) & Tine Rehling (harpe).