24. apr.
19:30 | 2023
Sorgenfri Kirke
Virum
Del
Adresse
Musik fra begge sider af jerntæppet
John Kruse
,Eremitage Ensemblet
Beskrivelse
Mandag den 24. april kl. 19.30 byder Lyngby-Taarbæk Musikforening på skøn kammermusik med klarinetten i front i Sorgenfri Kirke. Hør Lyngby-Taarbæk Musikforenings eget hus-ensemble Eremitage Ensemblet sammen med den anerkendte klarinettist John Kruse udforske musikken og historien fra omvæltningernes tid, og de meget forskellige komponistsind fra forskellige verdensdele, som gav mellemkrigstiden en lyd. De tre komponister Sergej Prokofjev, Aaron Copland og Ernst von Dohnányi er alle på nippet til at springe ud i de store symfoniske udfoldelser, men vælger at skrive for kammermusikensembler. Her er klarinetten sammen med forskellige strygere som melodibærende og klaveret er med til at give ekstra fylde og bredde i værkerne. Ernst von Dohnányi Ernst von Dohnányi var en ungarsk komponist som komponerede sine værker i første halvdel af 1900-tallet. Hvor andre komponister på det tidspunkt eksperimenterede med tonesproget og blev vildere og vildere, så holdt Ernst von Dohnányi fast i det, han havde lært og var vokset op med – arven fra senromantikken. Han var meget inspireret af musikken af fx Johannes Brahms, tilsat sit hjemlands folklore. Hans sekstet er charmerende, melodiøs og spændende med sin anderledes instrumentbesætning med klarinet, horn og klaverkvartet. Aaron Copland Den amerikanske komponist Aaron Coplands sekstet er skrevet blot et par år efter Dohnányis. Den er ikke nem at spille. Faktisk begyndte værket som et orkesterværk, som datidens musikere erklærede uspillelig. Copland måtte hjem til skrivebordet igen og omarbejdede værket til et kammermusikværk for klarinet, klaver og strygekvartet, som nu anses for at være et af Coplands fineste. Sergej Prokofjev Prokofjev komponerede også en sekstet for klarinet, strygekvartet og klaver. Han havde i 1918 slået sig ned i USA som mange andre russere. Her havde han fået en bestilling på et værk med hebraiske melodier fra et ensemble med russisk-jødisk baggrund. Det blev til en ouverture og et af Prokofjevs mest elskede kammermusikværker. Medvirkende: John Kruse, klarinet Eremitage Ensemblet: Gordan Trajkovic: Violin, John Bak Dinitzen: Violin, Markus Falkbring: Bratsch, Tobias van der Pals: Cello, Claudio Flückiger: Horn og Sverre Larsen: Klaver Program: Sergej Prokofjev: Ouverture over hebræiske temaer opus 34 (1919) Aaron Copland: Sekstet for klarinet, klaver og strygekvartet (1937) Ernst von Dohnányi Sekstet opus 37 for klarinet, horn og klaverkvartet (1935) Billetter til 130 kr. sælges i døren.
Del
Program:Sergei Prokofiev · Aaron Copland: Sekstet · Ernst von Dohnányi: Sekstet
Danmarks største nyhedsbrev om klassisk musik
Få overblik over kommende koncerter, festivaler og udvalgte anbefalinger fra hele landet.
