Del
Adresse
22 Snorresgade,
2300 København
Beskrivelse
Hele tre koncerter spiller én af Koncertsalens mest trofaste samarbejdspartnere, Trio Con Brio, den prisbelønnede koreansk-danske klavertrio, i anledning af deres 25-års jubilæum. De tre koncerter i Mogens Dahl Koncertsal er et led i en større, omfattende jubilæumsturné, som vil føre ensemblet til både en række europæiske lande og til USA. Beethovens klavertrioer vil indtage en central position ved mange af koncerterne på denne turné, og dette vil i sandhed være tilfældet med disse tre koncerter, der hver især vil fokusere på et særligt aspekt ved Beethovens kompositoriske virke som det blev udkrystalliseret i hans klavertrioer. Koncerten d. 22. april bærer overskriften ”Eksplosion”, og fremhæver hvor nyskabende Beethoven var allerede i sine tidlige livtag med triogenren, hvor de musikalske idéer bobler frem. Ved koncerten d. 23. april fokuserer Trio Con Brio på ”Den anden side”, på den mere lyse, muntre og legesyge, nærmest satiriske, side som alvorsmanden Beethoven også havde. Den afsluttende koncert d. 25. april, ”Mod nye verdener”, viser hvordan Beethoven i sine sene trioer (fx den vældige ”Ærkehertugtrio”) sprænger de wienerklassiske rammer for form og udtryk. Disse trioer er stærke og vægtige manifestationer for den musikalske nyorientering, som en række af Beethovens sene værker peger på. Trio Con Brio blev dannet i 1999, da de koreanske søstre Soo-Jin Hong (violin) og Soo-Kyung Hong (cello) under studier i Wien mødte den danske pianist Jens Elvekjaer. Allerede i 2002 vandt trioen førsteprisen i ARD’s International Music Competition, som er den største tyske musikkonkurrence. Siden da er det blevet til en lang række priser og bemærkelsesværdige indspilninger, samt en omfattende koncert- og turnévirksomhed, som vi altså nu markerer 25 års jubilæet for her i Mogens Dahl Koncertsal. Program: 22. april: Klavertrio nr. 1 i Es Dur, opus 1 nr. 1 Variationer for klavertrio i G Dur, op. 121a, ”Kakadu variationer” Interval Klavertrio nr. 5 i D Dur, opus 70 nr. 1 23. april: Klavertrio nr. 2 i G Dur, opus 1 nr. 2 Klavertrio nr. 4 in B Dur, opus 11. Interval Klavertrio nr. 6 i Es Dur, opus 70 nr. 2 25. april: Allegretto WoO. 39 Klavertrio nr. 3 in c mol, opus. 1 nr. 3 Interval Klavertrio nr. 7 in B Dur, opus 97, "Ærkehertugen" Køb partoutkort til 3 x Trio con Brio jubilæumskoncerter