Del
Adresse
Beskrivelse
Oplev en koncertopførelse af Madame Butterfly i Aalborg Kongres og Kultur Center med danske og internationale stjernesolister og Det Kongelige Operakor ledsaget af Det Kongelige Kapel. Puccinis Madame Butterfly er en af verdens mest populære operaer, og alle rives med af den dramatiske fortælling fuld af smukke melodier og store følelser. Den tragiske kærlighedshistorie om den japanske geisha Cho-Cho-Sans møde med en amerikansk søofficer i Nagasaki er dybt bevægende. Puccini skrev noget af sin mest inspirerede musik til operaen, der tager publikum med helt ind i kærlighedens inderste væsen og sværeste livsvalg. Dagen efter urpremieren skrev Puccini til en ven, at ”min Butterfly forbliver, hvad den er: den mest følsomme, udtryksfulde opera, jeg har skrevet.” Da den purunge Cho-Cho San bliver gift med den amerikanske løjtnant B.F. Pinkerton er hun sikker på, at det er den store kærlighed. Derfor er hun heller ikke bekymret, da han rejser hjem til Amerika: Naturligvis vil han vende tilbage til hende. Men Pinkerton ser mest af alt sin japanske brud som et tidsfordriv, og for sent indser han, at det får alvorlige konsekvenser, når man leger med et ungt, tillidsfuldt hjerte. Madame Butterfly indeholder musik af højeste karat: Butterflys længselsfulde arie, nynnekoret under hendes natlige venten på flådeofficeren Pinkerton samt den afsluttende dramatiske scene, hvor hun efter et hjerteskærende farvel til sin lille søn også tager afsked med sit eget liv. Den Kongelige Operas sopransolist Gisela Stille kan opleves i det ikoniske parti som Cho-Cho-San og Pinkerton synges af den internationalt anerkendte, newzealandske tenor Thomas Atkins. Sharpless og Suzuki synges af kongelig operasanger Jens Søndergaard og sydkoreanske Hyona Kim. Medvirkende: Med forbehold for ændringer Gisela Stille - Cho-Cho San Hanne Fischer - Suzuki Cecilia Lund Tomter -Kate Pinkerton Thomas Atkins - B.F.Pinkerton Jens Søndergaard - Sharpless Ivar Magnus Sandve - Goro Torleif Steinstø - Fyrst Yamadori Morten Staugaard - Onkel Bonze Tae Jeong Hwang - Den kejserlige kommisær