Del
Adresse
Skovgaardsgade 5C,
8000 Aarhus
845Q - en concert walk med Aarhus Sinfonietta
Århus Sinfonietta
Beskrivelse
Arrangementet er gratis 845Q tager publikum med på en kurateret vandring til konkrete lokationer på Institut for (X). Her opfører grupper af musikere fra Århus Sinfonietta seks nykomponerede stykker musik, der hver især er skrevet særligt til de specifikke lokationer. Stykkerne er skrevet af tre studerende på studieretningerne Rytmisk Komposition samt Sangskrivning på Det Jyske Musikkonservatorium, og vandringen slutter med ét stort fællesværk, fremført af hele Århus Sinfonietta ved Palmehaven. I 2024 er Århus Sinfonietta flyttet ind i Palmehaven på Institut for (X): Et residency, hvor de to lokale kulturaktører undersøger, hvilke muligheder der skabes ved at flytte den moderne, klassiske musik ind i nye, urbane rammer. I residenciet 845Q hylder Århus Sinfonietta og Palmehaven mødet med hinandens publikummere. Her er den demokratiske samtale og kunstens evne til at belyse (svære) samtidsaktuelle emner et fælles ståsted for ÅS og Palmehaven. Konkret udmunder samarbejdet sig i koncerter og events med oplæg og debatter i tråd med den specifikke musiks tematik. Århus Sinfonietta er et moderne, klassisk ensemble, der består af 19 faste musikere. Med en mission om at formidle den eksperimenterende danske og internationale musik, bestiller og fremfører sinfoniettaen hvert år nye værker inden for den samtidsmusikalske genre og har et stort fokus på samskabelse og samarbejder med andre aktører. Devisen er, at samtidsmusikken skal skabes i fællesskab og med et bredt samarbejdsperspektiv for øje, så vi ikke lukker os om os selv og det velkendte.
Del
Danmarks største nyhedsbrev om klassisk musik
Få overblik over kommende koncerter, festivaler og udvalgte anbefalinger fra hele landet.
