Del
Adresse
17 Teglværks Alle,
9000 Aalborg
Beskrivelse
I anledning af Aalborg Guitarfestival 2024 byder vi velkommen til en smuk koncert med duoen Michala Petri & Lars Hannibal. Duoen har i anledning af koncerten sammensat et nyt program med vægt på det melodiske, som viser fællesnævnere for mange tidsaldres musik, og hvordan musikalske stemninger kan være de samme i en flere tusind år gammel kinesisk melodi og et helt nyt værk, skrevet til duoen af Poul Ruders. Musik af Dowland, Bach og Vivaldi bliver stillet overfor nyere stykker af Carl Nielsen, Thomas Laub, Piazzolla, Poul Ruders og Axel Borup-Jørgensen, som i år ville være fyldt 100 år, samt stykker af Michala Petri og Lars Hannibal. I nogle af værkerne vil de nutidige komponister spejle sig i den gamle musik eller bruge den som grundlag. Koncerten henvender sig til alle, og publikum bliver ledt gennem koncerten med korte introduktioner undervejs. Om Duoen Michala Petri og Lars Hannibal har som Duo mere end 30 års erfaring og har gennem karrierens mere end 2000 koncerter optrådt ved ledende festivals og koncertsale i Europa, USA, Canada, Japan, Korea og Kina - bl.a. i Lincoln Center, New York, Londons South Bank Centre og Wigmore Hall, Suntory Hall i Tokyo og Den Forbudte By i Beijing. De mødtes med hver deres musikalske baggrund og erfaring, som de har formået at forene i et stærkt samspil, som stadigt udvikler sig. Mange komponister har skrevet og skriver værker til Duoen, som også selv arrangerer musik fra forskellige genrer. Lars Hannibal er desuden efter en del års pause igen aktiv som komponist, og har inden for de seneste år udgivet albummet BLUE med egne kompositioner, samt MIRROR OF THE PAST inspireret af digte fra Tangdynastiet. Michala Petri´s seneste aktiviteter inkluderer flere uropførelser af nye værker, bl.a. Poul Ruders koncert for blokfløjte og strygeorkester sammen med Kremerata Baltica, en uropførelse af Thomas Clausen, samt nye indspilninger af både nye værker og barokmusik. Duoen har sammen udgivet 8 albums, og bl.a. modtaget den tyske grammy, OPUS KLASSIK. Entré Forsalg: kr. 150,- + gebyr Ved indgangen: kr. 200,- Forsalg med kode: kr. 100,- + gebyr