Større ensembler
Crossover

Del

Adresse

13 Ørestads Boulevard,
2300 København

Beskrivelse

Nu vender det eventyrlige Juleshow tilbage, når Burhan G og Danmarks Underholdningsorkester gentager succesen efter at have spillet for to fyldte sale i julen 2023. Kom i julestemning med titelmelodien til Tinkas Juleeventyr, gamle klassiske julehymner som ‘Glade Jul’ og ikke mindst ‘Nu Er Det Jul’ fra ’Nissebanden i Grønland’. Burhan G har markeret sig som en af tidens store popikoner og har sunget sin vej direkte ind i danskernes hjerter. I 2017 hoppede Burhan G med på juletoget, der tog os med på Tinkas Juleeventyr med titelmelodien ’Tinka, du drømmer. Tror du vi ka’ finde vej tilbage til magien?’, som naturligvis også vil være at finde på sætlisten til årets Juleshow. Foruden sangene fra Burhan G's platinsælgende julealbum ‘Et Barn Af Jul’, vil Juleshowet også være spækket med sælsomme fortolkninger af klassiske julehymner. Dem, som du kender: ‘Glade Jul’, ‘Der Er Noget i Luften’ og ganske rigtigt også den nu 30 år gamle ‘Nu Er Det Jul’ fra ’Nissebanden i Grønland’. Sidstnævnte har fået en helt særlig plads i Burhan G’s hjerte: ”Da jeg var dreng, sad jeg klinet til skærmen, aften efter aften, og håbede på at Nissebanden klarede den. Nu, som voksen, forstår jeg, hvordan musikken og julens særlige stemning påvirkede mig dengang. ‘Nu Er Det Jul’ er en af mange melodier, som jeg aldrig har kunnet lægge fra mig. Den formår at bevæge sig fra det glade og uskyldige over i en eventyrlig melankoli. Den stemning genskaber vi til Juleshowet sammen med Danmarks Underholdningsorkester!” Danmarks Underholdningsorkesters direktør, Andreas Vetö, glæder sig også til næste års juleturné: ”Burhan G er en fantastisk sanger og musikalsk formidler, og man kan mærke, at julen betyder meget for ham. Det gør det til en stor fornøjelse at dele scenen med ham. Fra første strofe fanger han publikum med sin stemme og utrolige indlevelse, og vi er både stolte over og glade for, at vi allerede nu kan annoncere næste års turné sammen.” Danmarks Underholdningsorkester inviterede i 2019 Burhan G med som solist i Juleshowet, hvilket realiserede en kæmpe drengedrøm for ham. Han havde dog aldrig drømt om, at juleshowet ville blive så stor en succes. Ud af den klassiske musiks komfortzone Selvom Danmarks Underholdningsorkester er et internationalt anerkendt orkester i den klassiske musikverden, så er lysten til at bevæge sig langt uden for den klassiske musiks komfortzone en integreret del af orkestrets DNA. Derfor samarbejder orkestret med en bred vifte af kunstnere, bands og andre aktører fra det populærmusikalske univers. Det resulterer ikke mindst i stort anlagte signaturturnéer med nogle af de største navne fra den rytmiske verden, som foruden turnéerne med Burhan G blandt andet også tæller en nordeuropæisk turné med Mew i foråret. ”Vi elsker at bringe den symfoniske musik i øjenhøjde, fordi det gør det muligt for os at vække musikalsk begejstring hos et langt større publikum, end man ellers ville være i stand til som et klassisk orkester,” forklarer Danmarks Underholdningsorkesters direktør, Andreas Vetö.

Del

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev og få seneste nyt fra Live Klassisk

Live Klassisk
Kontakt

+45 2241 4168
info@liveklassisk.dk

Live Klassisk ApS
CVR 41507780

Copyright © 2025 Live Klassisk • Fortroligheds- og cookie-politik