Kammermusik

Del

Adresse

22 Snorresgade,
København

Beskrivelse

Den Danske Strygekvartet er tilbagevendende gæster i Mogens Dahl Koncertsal, denne gang med en koncert der er en del af deres fireårige projekt ”Doppelgänger”, hvor de modstiller nye bestillingsværker med sene kammermusikværker af Franz Schubert. I denne aftens program er det Bent Sørensens værk ”Doppelgänger” for strygekvartet fra 2020 der sættes op mod Schuberts storslåede sidste strygekvartet, nr. 15 i G-dur. Bent Sørensen blev allerede i 1981 fanget af denne sene Schubert kvartet, hvorfor det var nærliggende for ham at medtænke dette værk da han fik bestillingen af Den Danske Strygekvartet. I bestillingen lå implicit at det nye værk på en eller anden måde skulle referere til én af Schuberts sene kvartetter. De rent musikalske referencer er imidlertid nærmest ikke-eksisterende, bortset fra den fælles toneart (G-dur) og nogle særlige akkordtransformationer. Desuden optræder der en fuga i værket, hvor Sørensen har haft Schuberts livtag med det at skrive fugaer in mente. Sørensens kvartet bliver på denne måde en ”Doppelgänger” til Schuberts værk. Deraf titlen der også henviser til værkets to satser, der på flere planer spejler hinanden. Sluttelig spiller Den Danske Strygekvartet deres eget arrangement af den enigmatiske Schubert-lied ”Der Doppelgänger”, hvor sangens hvileløse nattevandrer pludselig står ansigt til ansigt med – sig selv! I musikken understøttet af en akkord, der som et Janushoved kan pege i flere retninger. Program: Franz Schubert (1797 – 1828): Strygekvartet nr. 15 i G-dur PAUSE Bent Sørensen (1958 -): ”Doppelgänger” for strygekvartet (2020) Franz Schubert (1797 – 1828): Der Doppelgänger (arr. Den Danske Strygekvartet)

Del

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev og få seneste nyt fra Live Klassisk

Live Klassisk
Kontakt

+45 2241 4168
info@liveklassisk.dk

Live Klassisk ApS
CVR 41507780

Copyright © 2025 Live Klassisk • Fortroligheds- og cookie-politik