Bel canto-virtuosen Levy Sekgapane

Adresse

3 Vesterbrogade,
1620 København

Bel canto-virtuosen Levy Sekgapane

Beskrivelse

Det er ganske få forundt at bevæge sig så ubesværet rundt i bel cantoens stratosfæriske udsmykninger som den unge sydafrikanske tenorkomet Levy Sekgapane. Hans lysende, klare stemme er eftertragtet på alle de store operascener verden over i det virtuose og drønsvære bel canto-repertoire, hvor han helt ubesværet synger de krævende hovedroller i Rossinis, Donizettis og Bellinis mesterværker. Men hans svulmende tenorhjerte banker også for de mere intime sange, og i dette alsidige koncertprogram inviterer han publikum på en musikalsk rejse både ind i de letantændelige menneskelige følelser og op gennem tiden. Således starter vi helt tilbage i den tidlige italienske barok og slutter i de passionerede arier fra operaens storhedstid i det 19. århundrede på en frygtløs tour de force – ikke bare i vokal ekvilibrisme, men også i en afsøgning af kærlighedens mange forklædninger. Fra Scarlattis krystalklare klange fulde af øm længsel og strålende glæde over Händels dramatiske og næsten religiøse anråbelse af kærlighedens uretfærdige ofre til Rossinis strålende virtuositet, der maler et dunkende hjerte så intenst og voldsomt, at det næsten må sprænges lige dér på scenen. Vi skal også høre perlende mesterværker af Fauré, inden kærlighedsrejsen selvfølgelig kulminerer med strålende operahits fra franske og italienske mestre, når Levy Sekgapane i værker af Delibes og Donizetti bygger toneranker så lange, at de når helt til loftet i Tivolis smukke Glassal. Program: Alessandro Scarlatti (1660–1725): Già il sole dal Gange (fra L’honestà negli amori, Arsete, 1680) O cessate di piagarmi (fra Il Pompeo, Sesto, 1683) Giovanni Bononcini (1670–1747): Per la gloria d’adorarvi (fra Griselda, Ernesto, 1718) Antonio Cesti (1623–1669): Intorno all’idol mio (fra Orontea, Orontea, 1656) Georg Friedrich Händel (1685–1759): Jephtha, HWV 70 (1752): Recitativ: Deeper and deeper still Arie: Waft her, angels, through the skies Gioachino Rossini (1792–1868): La speranza più soave (fra Semiramide, Idreno, 1823) Gabriel Fauré (1845–1924): Après un rêve, op. 7 nr. 1 (ca. 1877) Le secret, op. 23 nr. 3 (ca. 1880) Leó Delibes (1836–1891): Fantaisie aux divins mensonges (fra Lakmé, Gérald, 1883) Gaetano Donizetti (1797–1848): Di mia patria, o bel soggiorno (fra Marino Faliero, Fernando, 1835)