Stjernepianisten Víkingur Ólafsson

Grammy-vindende Víkingur Ólafsson nåede for nylig helt op på uhørte 1 milliard afspilninger på alverdens musiktjenester og er en ny generations superstjerne ved de sort-hvide tangenter med sit tindrende præcise klaverspil. På det anerkendte pladeselskab Deutsche Grammofon er han blevet en guldkalv, en af selskabets mest profilerede kunstnere, og fans verden over venter i spænding, når en ny udgivelse er på trapperne. Hans seneste indspilning kredser om Beethovens sene mesterværk, Klaversonate i E-dur, op. 109, en vild og voldsom milepæl i klaverlitteraturen, som Ólafsson spejler i sjælsbeslægtede værker af Bach og Schubert. Og som sædvanligt er intet overlagt til tilfældighederne, når den islandske klavertroldmand sætter sig til tangenterne, hvad end det er i New York, London, Berlin – eller i Tivolis smukke koncertsal. Synæstetikeren Víkingur Ólafsson ser musik i farver, og hele denne koncert er svøbt i lækre nuancer af grønt, som er den farve, han ser, når klaveret klinger i tonearten E. Både Schuberts oversete perle af en helstøbt to-satset sonate, Beethovens egen letløbende og melankolsk-klangskønne Klaversonate i e-mol, op. 90 samt ikke mindst Bachs dramatiske og grænsesprængende sidste partita har denne toneart og et dramatisk musikalsk sprog til fælles; for Ólafsson ser ikke musikhistorien som adskilte perioder men som én lang, rindende bæk af inspiration, der binder os alle sammen på tværs af århundrederne. Og denne magiske aften skal vi alle træde ned i denne evigt foranderlige strøm af inspiration og kunstnerisk dialog, når den islandske klavervirtuos guider os sikkert gennem et sjældent helstøbt program. Program: Johann Sebastian Bach (1685–1750): Das Wohltemperierte Klavier I: Præludium nr. 9 i E-dur, BWV 854 (1722) Ludwig van Beethoven (1770–1827): Klaversonate nr. 27 i e-mol, op. 90 (1814) Johann Sebastian Bach (1685–1750): Partita nr. 6 i e-mol, BWV 830 (1731) Franz Schubert (1797–1828): Klaversonate i e-mol, D 566 (1817) Ludwig van Beethoven (1770–1827): Klaversonate nr. 30 i E-dur, op. 109 (1820)

• Víkingur Ólafssonklaver