Oremandsgaard KammermusikfestivalGå til hjemmeside
Præstø
Venner af huset vender tilbage: 27. -31. juli 2022 Da Daniel Hage grundlagde festivalen i 1989, var det i nært samarbejde med vennen og komponisten Hans Abrahamsen, som i mange år var en del af Oremandsgaard Kammermusikfest. Det er med stolthed og glæde, at vi kan byde Hans Abrahamsen ”hjem” til Oremandsgaard som composer-in-residence i 2022, der samtidig er 70-året for komponistens fødsel. Hans' er i dag kendt som en af de helt store samtidige komponister - og er bl.a. manden bag værket "Let Me Tell You", som The Guardian har opråbt til det fineste musikalske værk i det 21. århundrede. Årets kunstneriske leder er også et kendt ansigt på Oremandsgaard. Vi er så glade for, at pianisten, Marianna Shirinyan, endnu engang har sagt ja til at samle et hold af de fineste solister fra ind- og udland. Oplev blandt andre violinisten Carolin Widmann og cellisten Torleif Thedéen, Trio con Brio såvel som den unge danske blæserkvintet V Coloris. Sammen opfører de værker af både Hans Abrahamsen og klassiske mesterværker af Brahms, Schumann, Schubert og Mozart. Der bliver børnekoncert i skoven, pop-op-koncerter på bondemarkedet/destilleriet – og så skriver den unge danske komponist, Lil Lacy, et nyt værk, der skal uropføres i Husflidsskolen under løvtræernes grønne kuppel. Der er så meget godt i vente. På gensyn. Mvh Familien Hage