Haydn Festival
5. sep. - 7. sep.
Frederiksberg
Tre inspirerende dage i selskab med Danmarks Underholdningsorkester, chefdirigent Adam Fischer og vidunderlig musik af komponisten Joseph Haydn. Haydn var en superstar i sin samtid – feteret overalt i Europa som en af de største skikkelser på musikscenen. Han havde Mozart som elev og opdagede Beethoven. Han har komponeret mere end 100 symfonier og er kendt som strygekvartettens “fader”. Joseph Haydn er en af europæisk musikhistories ubestridt største skikkelser. Kom selv og oplev hvorfor, når vi giver Haydn den opmærksomhed, han fortjener! International Classical Music Awards: Vores første fire udgivelser af Joseph Haydns sene symfonier er alle blevet nomineret til årets bedste symfoniske udgivelse. Haydn festival 2025 Adam Fischer og Danmarks Underholdningsorkester slutter – foreløbigt – deres Haydn-rejse i 2025, med den sidste af fire festivaler. Foruden fire sene Haydn-symfonier – nr. 88, 89, 91 og 92 – vil man her bl.a. kunne nyde en af Haydns fremragende klaverkoncerter og blive overvældet af oratoriet Skabelsen, der ifølge mange må ses som Haydns største værk. Skabelsen vil blive opført lørdag i fortsat samarbejde med Malmö Operakör, der over årene er blevet en ideel musikalsk Haydn-partner for Adam Fischer og Danmarks Underholdningsorkester. Hertil glæder vi os til at introducere to meget fremstormende danske solister, der vil tage sig af hhv. Haydns Cellokoncert i D-dur og hans Klaverkoncert nr. 11: Jonathan Swensen og Valdemar Wenzel Most (‘Årets P2 Talent 2025’). Hovedprogrammet vil blive akkompagneret af samtaler mellem Mathias Hammer og hhv. Ditlev Tamm og Mikael Rothstein, der vil give perspektiver på musikken og Haydns tid forud for opførelsen af Skabelsen og afslutningskoncerten.
Koncerter
Ingen kommende koncerter
Brug datofilteret for at se tidligere koncerter