Musikere Anbefaler: Carsten Seyer-Hansen | Oktober 2026

Musikere Anbefaler: Carsten Seyer-Hansen | Oktober 2026

Musikere anbefaler
L
Live Klassisk3 min. læsning|1. October 2026

Dirigent Carsten Seyer-Hansen anbefaler koncerter i oktober

Carsten Seyer-Hansen er chefdirigent for Københavns Drengekor, domkantor i Københavns Domkirke, dirigent for Vokalgruppen Concert Clemens (Århus) og underviser i klassisk korledelse på Det Jyske Musikkonservatorium.
Han har næsten altid selv prøver eller koncerter, så selvom munden løber i vand, når han kigger på de mange koncerter i oktober, er han selv optaget de samme dage af tre koncerter med Mozarts Requiem og Kulturnat i Vor Frue Kirke i København. Den næste koncert, han selv har billet til, er Stevie Wonder 18. oktober, som han glæder sig intenst til at genhøre.
Foto: Suste Bonnén
3. oktober // Syddansk Musikfestival | Intimkoncert med Henrik Dam Thomsen
En af de bedste danske plader, jeg har hørt de seneste år, er Henrik Dam Thomsens indspilninger af Bachs suiter for cello fra 2024. På indspilningen får Thomsen Bachs toner til at flyde, som var det det mest naturlige i verden. At høre tre af suiterne til intimkoncert på Krengerup Gods må blive en helt særlig og intens oplevelse.
3. oktober // Beethoven & Bezuidenhout - Concerto Copenhagen og Kristian Bezuidenhout
Samme dag kan man i Symfonisk Sal i Aarhus høre både en sen Haydn-symfoni og Beethovens 4. klaverkoncert med barokspecialisterne fra Concerto Copenhagen. Særligt ville jeg glæde mig til at høre sydafrikanske Bezuidenhout, som tidligere har gæstet ensemblet, spille Beethoven-koncerten på et pianoforte, der lyder som på Beethovens egen tid. Og så i Symfonisk Sal i Århus, som har en af de skønneste akustikker i Danmark.
3. oktober // Meditationskoncert - DR Vokalensemblet, dirigent Alexander Lüken
DR Vokalensemblets meditationskoncerter på min egen hjemmebane, Vor Frue Kirke i København, er altid et tilløbsstykke. To gange samme aften fylder de 18 vidunderlige stemmer et af hovedstadens smukkeste rum, som til denne koncert også er smagfuldt lyssat. Denne gang dirigeres ensemblet af den unge tyske dirigent Alexander Lüken, som i 2024 vandt den meget prestigefyldte Eric Ericson Award. Spændende at høre, hvordan Vokalensemblet klinger i hans hænder.
6. oktober // Mark Padmore, tenor og Jonathan Biss, klaver
For et par uger siden gæstede den fremragende engelske tenor Ian Bostridge København i Brittens War Requiem. 6. oktober kommer en af de andre helt store engelske tenorer til byen. Mogens Dahl har arrangeret en aften med lieder af Schubert og Schumann. Ikke dem, man hører mest, og også derfor ville jeg ikke snyde mig selv for Jørgen Monrads koncertintroduktion. Jørgen er garant for levende fortællinger med dyb indsigt.
8. oktober // Mahlers 4. - Odense Symfoniorkester, dirigent Pierre Bleuse
Det bliver spændende at høre Anna Thorvaldsdottirs cellokoncert ”Before we fall” for første gang i Danmark. Værket har allerede taget BBC Proms med storm, og med Odense Symfoniorkesters egen chefdirigent Pierre Bleuse i spidsen for orkestret er jeg overbevist om, at både dette værk og Mahlers 4. symfoni, som man får med i samme koncert, bliver rejsen til Odense værd.
9. oktober // Kulturnat i Trinitatis Kirke
I min nabokirke, Trinitatis Kirke ved Rundetårn, sker der under Søren Chr. Vestergaard og Kristoffer Thams' ledelse ufattelig meget godt. Man kan hver uge høre mindst én skøn koncert med deres egne ensembler og/eller gæster, og Kulturnatten er selvfølgelig ingen undtagelse. Jeg ville kigge forbi Chr. 4's smukke kirke eller Bibliotekssalen i Rundetårn og få forkælet ørerne.

Danmarks største nyhedsbrev om klassisk musik

Få overblik over kommende koncerter, festivaler og udvalgte anbefalinger fra hele landet.