Komponist Frederik Zeuthen anbefaler koncerter i august
Frederik Zeuthen er komponist og guitarist og har base i København. Til daglig studerer han i solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium under
Bent Sørensen og Jeppe Just, og har tidligere studeret på Det Jyske Musikkonservatorium og Musikhögskolan i Malmö. Som komponist og musiker har
han bevæget sig inden for mange forskellige genrer og udtryksformer - fra det akustiske til det elektroniske, fra jazz til eksperimenterende videoinstallationer. For
tiden er han ved at færdiggøre en duet for blokfløjte og accordion til Michala Petri og Bjarke Mogensen, mens han samtidig arbejder på musikken til en ny spillefilm
af Ludvig C. N. Poulsen. Tidligere har han modtaget Léonie Sonnings Talentpris og Carl og Anne Marie Carl-Nielsens talentpris.
11/12. aug - Åben prøve med Copenhagen Phil
Som komponist er jeg meget interesseret i processer, og hvordan ting bliver skabt. I denne åbne prøve med Copenhagen Phil og dirigent Tobias Ringborg er der en enestående mulighed for at opleve, og blive klogere på, hvordan en dirigent arbejder med et orkester. D. 11. og 12. august er der specifikt prøve på "Det bedste fra La Boheme", en koncert som er en del af årets Copenhagen Opera Festival.
14 aug - EQUINOX Festival
I skrivende stund deltager jeg i en komponistworkshop i Frankrig, der hedder Creative Dialogue, hvor der arbejdes med mødet mellem forskellige kunstformer. Et tilsvarende møde kan opleves ved Equinox Festival, hvor det er dans og musik, der netop har en kreativ dialog. Festivalen lægger især vægt på at fremhæve nye og/eller underrepræsenterede komponister, som Kaija Saariaho, Jennifer Higdon og Florence Price. Så her er der en unik mulighed for at opleve noget nyt på en helt ny måde!
14 aug - Koncert med Laura Helene Hansen
Når man snakker om folk, hvor det simpelthen føles som om, de er født til det de gør, så tænker jeg altid på min gamle studiekammerat Laura Helene Hansen, som meget velfortjent er dette års operatalent ved Copenhagen Opera Festival. Hun er simpelthen den vildeste sanger og performer, som bare skal opleves. Laura har selv sammensat programmet, som har fokus på dødsarier, og akkompagneres af pianist Steven Moore. Mine varmeste anbefalinger til denne koncert!
15 aug - Aarhus Symfoniorkester
Med deres chefdirigent Dmitry Matvienko i spidsen, skyder Aarhus Symfoniorkester sæsonen igang med Nielsens klarinetkoncert med orkesterets soloklarinettist Mathias Kjøller som solist, Tchaikovskys 5. Symfoni, som man jo aldrig bliver træt af, og et nyere værk 'Di drømm dæ bringe vos sammel' af den danske komponist Lil Lacy, som i dette værk skuer tilbage til sine sønderjyske rødder. Kan også varmt anbefale denne koncert.
18. aug - Koncert med Aarhus Kammerorkester
D. 18. august kan man opleve det fantastiske Aarhus Kammerorkester ledt under dirigent Johanne Sofie Bech Madsen, som spiller koncert under åben himmel i Musikhusparken i Aarhus. Her opfører de værker af Debussy, Mahler og Caroline Shaw, samt et af mine ældre stykker "Mirage" for strygerensemble, som jeg i sin tid skrev til det svenske ensemble Musica Vitae ud fra indtryk af værker af den danske kunstmaler Maja-Lisa Engelhardt.