Del
Adresse
Beskrivelse
Velkommen til Opera under åben forårshimmel Velkommen til maj, til forår og til operakoncert i det fri. Ligesom alt i naturen står på spring til at blomstre og dufte, står vi fra Den Kongelige Opera også på spring til en frisk og ny sæson efter en forhåbentlig lang sommer. Men lige nu og her skal vi nyde maj og det sprudlende forår, hvor livet rykker udenfor, og det samme gør operaen. Vi håber vejret viser sig fra sin milde side, men skulle der snige sig vejrdrama ind omkring os i form af lidt vind og en mørkere himmel, passer det jo egentlig meget godt til operaens verden, hvor lys og mørke, glæde og sorg på samme måde som regn og sol altid på forunderlig vis skifter mellem hinanden. Sangere fra Den Kongelige Operas eget solistensemble, akkompagneret af en af vores pianister, præsenterer jer for et varieret program med smukke operaarier og duetter. Meget af den musik, du hører i dag, kan du også opleve i Operaen i den kommende sæson – denne koncert er nemlig en forsmag på nogle af de operatitler, vi har på programmet i 2025/2026. Du kan blandt andet glæde dig til toner fra belcanto-komponisten Donizettis muntre opera Don Pasquale, fra italienske Verdis dramatiske skæbnedrama Rigoletto, fra den tyske komponist Richard Strauss’ elegante og komiske Rosenkavaleren og et potpourri fra den amerikanske musical, der er blevet kaldt verdens bedste, nemlig Bernsteins ikoniske West Side Story. Vi medbringer også en smagsprøve fra østrigske Franz Lehárs boblende operette Den glade enke, som spiller på Operaens Store Scene i en dansk version frem til 7. juni. Denne version, skabt af Adam Price og Kasper Holten, er en sjov og rørende nutidig satire om teaterlivet foran og bag scenen. Altid veloplagte Gert Henning-Jensen, guider jer gennem koncerten med endnu flere historier fra operaens verden. Får du lyst til at besøge os i Operaen på Holmen, begynder sæsonen allerede 31. august med Puccinis politiske opera Tosca, en opera om magtens og kærlighedens skæbnesvangre veje, som vi tager tilløb til med en lille smagsprøve her ved majkoncerten. Rigtig god fornøjelse – vi glæder os til at se jer i Operaen! Elisabeth Linton Operache M E D V I R K E N D E Carina Tybjerg Madsen, sopran Elisabeth Jansson, mezzosopran (16.–18. maj) Sidsel Aja Eriksen, mezzosopran (23.–25. maj) Jacob Skov Andersen, tenor (16.–18. maj) Jonathan Koppel, tenor (23.–25. maj) Jens Søndergaard, baryton Gert Henning-Jensen, tenor og konferencier Leif Greibe, klaver PROGRAM: Don Pasquale af Gaetano Donizetti Bella siccome un angelo J ens Søndergaard Pronto io son Carina Tybjerg Madsen & Jens Søndergaard Pagliacci (Bajadser) af Ruggiero Leoncavallo Vesti la giubba Jonathan Koppel Rosenkavaleren af Richard Strauss Wie du warst Sidsel Aja Eriksen Rigoletto af Giuseppe Verdi Cortigiani Jens Søndergaard Den glade enke af Franz Lehár Vilja-sangen Carina Tybjerg Madsen Neapolitansk sang af Eduardo Di Capua O sole mio Gert Henning-Jensen Potpourri fra West Side Story af Leonard Bernstein S idsel Aja Eriksen, Carina Tybjerg Madsen, Jonathan Koppel & Jens Søndergaard