Fredericia Musikforening
Fredericia
Der er blevet givet mange forskellige bud på hvor gammel Fredericia Musikforening er. Det er da heller ikke så enkelt at fastslå, som man skulle tro. Det kommer an på, hvad man vælger at definere som foreningens oprettelse. Den nuværende funktion som kammermusikforening er nemlig resultatet af en gradvis udvikling, der er blevet afspejlet i flere navneændringer gennem tiden. Det begyndte nemlig slet ikke som en musikforening, men som et sangkor: Den borgerlige Sangforening. Den blev stiftet i november 1852. En kreds af unge håndværkere afholdt det stiftende møde i bagermester Buhls lokale på hjørnet af Kirkestræde og Danmarksgade. De indbetalte hver et indskud på 4 rigsdaler. Koret begyndte dog først sin virksomhed i januar 1853 med 20 medlemmer. Sanglokalet var byrådssalen og dirigent var stabshornist Hartmann. Korets virke har af og til været afbrudt – især af krige, men den er altid “som fuglen Phønix steget af sin aske og har med fornyet kraft hævdet sin plads som en fortræffelig sangforening”. Det var også en selskabelig forening, der arrangerede baller, dilettantforestillinger og koncerter. Den sidstnævnte aktivitet kom efterhånden til at dominere stadig mere. Det var grunden til at navnet i 1909 ændredes til Fredericia Sang- og Musikforening og endelig i 1925 til Fredericia Musikforening. På dette tidspunkt var koret ophørt.
Koncerter
Ingen kommende koncerter
Brug datofilteret for at se tidligere koncerter