Guitarist Niklas Johansen anbefaler koncerter i september
Niklas Johansen er klassisk guitarist, uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Jesper Sivebæk samt ved Hochschule für Musik Franz Liszt i Weimar hos Ricardo Gallén. I øjeblikket turnerer han primært med musik fra det internationalt anmelderroste solo-dobbeltalbum Platero y Yo (OUR Recordings) med Mario Castelnuovo-Tedescos værkcyklus over Juan Ramón Jiménez' digtsamling, samt i duo med fløjtenisten Alena Walentin med musik fra deres nye album Skyscraper Soup (Naxos Denmark). I den kommende tid udgiver han desuden en single med værket L’eau af Martin Lohse, som er dedikeret til ham. Ved siden af sin udøvende karriere underviser han på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og MGK Hovedstaden. www.niklasjohansen.dk
1/9 Nordisk Klaverkvartet
Min nylige oplevelse med Rikke Sandbergs releasekoncert (Nielsens klaverværker på OUR Recordings) sidder stadig i mig – og jeg er sikker på, at hun og Nordisk Klaverkvartet også i aften vil fylde rummet med nærvær og sjælelig ild. Foruden udødelige værker af Mozart og Robert Schumann spiller de også Frederik Magles skønne musik.
6/9 Pablo Sáinz-Villegas
Verdensstjernen Pablo Sáinz-Villegas er tilbage i Danmark for første gang, siden han for 13 år siden gav en fænomenal koncert med Copenhagen Phil i Konservatoriets Koncertsal. Denne gang kan vi opleve ham solo i Mogens Dahl Koncertsalens mere intime rammer, og jeg er sikker på, at det bliver en kæmpe oplevelse.
12/9 Andreas Brantelid og Concerto Copenhagen
Bornholmerne er heldige at kunne opleve både Andreas Brantelid og Concerto Copenhagen, med fantastiske Lars Ulrik Mortensen i spidsen, i én og samme koncert. Begge har givet mig nogle af mine største koncertoplevelser, og 2+2 plejer som bekendt at give 5.
13/9 Lars Colding Wolf
Hvis man bor tæt på Aalborg, bør man ikke gå glip af denne eftermiddagskoncert med Lars Colding Wolfs altid smukke fortolkninger af bl.a. Bach og Buxtehude på Sankt Markus Kirkes orgel – og så er der ovenikøbet gratis adgang!
13/9 Scandinavian Guitar Duo
Jeg kan på det varmeste anbefale denne koncert med mine tidligere lærere fra DKDM, som har finpudset deres sublime samspil i mere end 30 år. Deres energiske og levende indspilning af Albéniz’ Suite Española har i mange år været en fast genganger på mit anlæg, så det er en stor fornøjelse at se, at de også ved denne koncert har stykker derfra på programmet.
15/9 Trio con Brio Copenhagen
Trio con Brios albums har virkelig været referenceindspilninger for mig, siden jeg som ung teenager hørte deres fortolkning af Ravels klavertrio i a-mol på min iPod. Dette koncertforedrag er kulminationen på et forskningsprojekt om mekanismerne i kammermusik, leveret af nogle af de allerbedste – jeg glæder mig!
19/9 Niklas Johansen
Jeg ser frem til at spille denne solokoncert i Birkholm Kirkesal, hvor programmet især vil byde på musik fra mit seneste soloalbum Platero y Yo: 28 fantasifulde stykker skrevet af Mario Castelnuovo-Tedesco over Juan Ramón Jiménez’ andalusiske prosadigte om det lille æsel Platero. Jeg håber, at vi ses!