Gammel ode stråler på ny CD
anmeldelse
• Rachel Einarsson
Det hele drejer sig om at bringe en bestemt ode fra omkring 1500 op til nutiden.
Det forsøg har Aros Guitar Duo sat sig for at udføre ved at spille seks forskellige udgaver af Morten Børups ”In vernalis temporis” på duoens album ”In Time”, der er udkommet den 5. april 2024.
Resultatet er en virkelig interessant, velfungerende og festlig iscenesættelse af det gamle nummer.
Det er en fantastisk idé: At have ét tema med variationer som emne for en udgivelse. Det er så godt fundet på. Og så netop en melodi, som har så lang en historie i vores eget land og fortjener at blive holdt i live, viser det sig. Melodistumpen ”In vernalis temporis” får ligesom forlænget sin værdi med dette album; som en genstand, der pludselig sættes ind i et maleri, hvor den naturligt falder i med maleriets øvrige dele, der komplementerer genstanden og får den til at stråle på en helt ny måde.
Aros Guitar Duo er på flere måder forankret i Aarhus. Og i flere henseender virker albummet som lidt af en Aarhus-historie — men på en lidt anden og noget mere vellykket måde, kunne man tilføje. De to venner og siden musikalske kolleger Simon Wildau og Mikkel Egelund, mødtes i Aarhus. Her blev de uddannet, og her lyttede de ofte til byens rådhusklokker, der hver dag, når klokken slår 12.00, gør byens borgere opmærksomme på det ved at klinge ud i netop Morten Børups ode ”In vernalis temporis”. Morten Børup (1446-1526), der ligeledes var en markant person i Aarhus, bl.a. som rektor for Aarhus Katedralskole i en årrække, bidrager i øvrigt også fint til hele Aarhus-idéen i udgivelsen.
Alle seks bud er komponeret af danske komponister i 2018-21, og det er ovenikøbet en spændende række af komponister; forskellige i musikalske kendetegn og territorier, alder og stilarter. Men i sidste ende danner de alle en fin sammenhæng med hinanden, hvilket også er en del af idéen med albummet. Det er tilladt at opleve hele albummet som ét samlet værk i seks dele, får vi at vide i bookletten.
Det er ikke svært.
Opgaven gribes forskelligt an; hos Rasmus Zwicki bydes vi ind i en funderende toneverden, hvor musikken nærmest flyder rundt og prøver at finde sin form. Det er som et drømmeunivers, hvor ”In vernalis temporis” ikke just pranger i tydelig tilstedeværelse, men kun langsomt dukker op og træder frem til slut. John Frandsens udgave derimod er fyr og flamme fra start: Der er nærmest ild i guitaren i en fængende, opfarende toneleg.
Læs gerne resten af anmeldelsen på Klassisk bureau: New link