Ny færøsk opera er dyster og fængende

Ny færøsk opera er dyster og fængende

anmeldelse
R
Rachel Einarsson6. January 2025
Den færøske komponist Sunleif Rasmussen har skrevet en ny opera med titlen ”Regin Smiður”. Operaen havde premiere den 28. december 2024 i Klaksvík, og Klassisk bureau fik en særlig lejlighed til at være den første anmelder på pletten. Runí Brattaberg var stykkets eneste sangsolist. Læs første del af anmeldelsen her, og læs resten i linket nederst:
Hvis trafikken i f.eks. det indre København skulle gå i stå, kan man bare sende bud efter den tjekkiske dirigent Norbert Baxa. Når man har overværet, hvordan han elegant, diskret og meget præcist styrede de forskellige elementer og medvirkende i den nye opera ”Regin Smiður” af Sunleif Rasmussen, må man bøje sig i støvet.
Selvom der ikke er så mange medvirkende, er musikken meget kompleks i sin atonale form, sangeren Rúni Brattaberg har en kæmpe rolle i den moderne opsætning af det oldgamle tekstmateriale, og der er også noget teknik, som er styret fra et andet sted i salen, der også skal koordineres med det, der sker på scenen. Dertil er der to dansere, der med stor professionalisme men samtidig jordnært udtryk også rammer de rigtige tidspunkter i historien. Midt i det brutale og til tider kaotiske lydbillede bevarede dirigenten en flot ro, der smittede af på alt andet. Til trods for, at der var en stor alvor på spil. Vi var kommet for at opleve Sunleif Rasmussens udlægning og fremstilling af den mytiske og dystre historie om Sjúrður, der involveres i en æreskamp og bliver født med opgaven at skulle hævne sin fars død. En barsk historie og samtidig nok også et indblik i, hvordan den førkristne verdens øje for øje-retfærdighed i Norden var alvorlig og ret voldsom i praksis.
Med få virkemidler har Sunleif Rasmussen meget rammende i den nordiske minimalismes ånd skabt en opslugende, monumental og dejligt dyster fremstilling af historien. Vendingen ”Less is more” (mindre er mere) vækkes til live.

Danmarks største nyhedsbrev om klassisk musik

Få overblik over kommende koncerter, festivaler og udvalgte anbefalinger fra hele landet.

Live Klassisk
Kontakt

+45 2241 4168
info@liveklassisk.dk

Live Klassisk ApS
CVR 41507780

Copyright © 2026 Live Klassisk • Fortroligheds- og cookie-politik