Program
W.A. Mozart: Klarinetkvintet i A-Dur, KV 581
Franz Schubert: Kvartetsats i c-mol, D 703
Johannes Brahms: Klarinetkvintet i h-mol op. 115
Koncerten indledes med Schuberts skønne kvartetsats i c-mol, et lille værk, der byder på alt det, vi forbinder med komponisten: glæde, vemod, passion, vidunderlige temaer og en sublim udnyttelse af de fire strygere.
Klarinetten var i slutningen af 1700-tallet et helt nyt instrument, som Mozart blev dybt fascineret af – ikke mindst pga. venskabet og samarbejdet med klarinettisten Anton Stadler. Dette resulterede i tre mesterværker fra Mozarts hånd med klarinetten i hovedrollen: ‘Keglebanetrioen’, klarinetkoncerten og klarinetkvintetten.
I sine sidste år følte Brahms sig træt og udskrevet som komponist, men et møde i marts 1891 med klarinettisten Richard Mühlfeld gav ham fornyet inspiration. Det resulterede i, at Brahms samme sommer skrev klarinettrioen op. 114 og klarinetkvintetten op. 115 og et par år senere fulgte de to klarinetsonater op. 120 – alle fire værker er højdepunkter i klarinetrepertoiret.